Nu er jeg jo ikke den store taler, men...
Jeg ved godt, jeg i går nævnte, at jeg sikkert ville få lidt mere at skrive om næste weekend. Men hen over natten har jeg så taget en beslutning, jeg har overvejet i nogen tid...
---
Nej, indrømmet: Da jeg en aften for cirka syv måneder siden første gang fik det indfald at starte en blog, fordi jeg havde været i byen, og denne gang var forvirret på en helt ny måde, havde jeg ikke drømt om, at det på længere sigt...
... sku’ skaffe mig hademails på halsen
... sku’ gøre, at jeg blev inviteret på dates
... sku’ gøre det til et diskussionsemne, hvorvidt jeg eksisterede ”i virkeligheden” eller ej
... sku’ gøre mig bedre til at trække en streg i sandet (og til at være ligeglad med, om nogen ikke bifaldt det)
... sku’ lære mig et par ting om, hvad blogtrolls og netchikane er for noget
... sku’ gøre, at jeg modtog rosende mails fra fremmede mennesker, der gjorde mig helt forlegen
... sku’ lære mig at æde min stolthed – og at sige undskyld
... sku’ få folk til at gætte på, hvem af mine kommentatorer, der mon var min daværende kæreste
Meget har jeg ku’ kalde det – men i hvert fald ikke kedeligt. :-)
I det hele taget blev det meget, meget sjovere (og mere uforudsigeligt) at blogge, end jeg nogensinde havde ku’ forestille mig. Og I har fanden-fiseme været et cool og opfindsomt publikum herinde! Men nu må I gå ud og lave skæg, børn og roulade et andet sted, så vil jeg gøre det samme (altså måske ikke lige børn, vel? Men I ved... :-))
Det er det her med at stoppe, mens legen er tålelig. Har på det sidste gået og tænkt, at nu var der nok egentlig ikke flere måder, det ku’ være mandag på for mig. Har skrevet om dem alle sammen, tror jeg.
Kort sagt: Pas godt på jer selv og hinanden og husk at lade være med at lege med tændstikker (med mindre de er af den slags, som gerne vil leges med... ;-))
---
Til allersidst en lille gåde:
Hvad mon følgende bloggere - ”døde” som ”levende” - har tilfælles? (Skal med det samme sige, at jeg ikke har tænkt mig at bringe løsningen. Men kan I knække dén, er det helt ærligt godt gået).
http://justsmileandwave.urbanblog.dk
http://dateblogger.wordpress.com
http://grandemuffin.urbanblog.dk
http://denondehund.urbanblog.dk
http://pellesverden.urbanblog.dk
Fortsat go’ mandag!
*Exit: Manic Monday*
Om at vågne op til varm pølse
Før I nu bliver alt for misundelige derude, vil jeg skynde mig at dysse masserne ned: Absolut ingen grund til at ønske, I var i min nederdel i dag...
Sagen er, at jeg i morges kom ud i mit køkken og opdagede, at såvel yoghurt som mælk og pålæg var ret varmt og vammelt ude i vores nu ikke så kølende køler. Med det samme så jeg min sommerferie blafre væk i horisonten. Et nyt køleskab koster trods alt også en slags penge. Fuck, hvor jeg bandede!
Da Tandlægen kom ud og hørte nyheden, konstaterede hun tørt, at "nå, så ka' det være, vi ska' til at starte en hjemmeproduktion af ost". Ville da nok lige ønske, jeg havde den kvindes temperament (eller mangel på samme). Havde selv lyst til at losse det rådne skab en ordentlig træfsikker hatfuld.
Hvorfor sker den slags altid om søndagen?!
Well. Viste sig så ikke at være så slemt. Det er bare to stikkontakter, der er røget. Og det ikke så kølige skab er midlertidigt koblet til et andet stik ved hjælp af en forlængerledning. Der er tilmed indkøbt nye madvarer.
Under alle omstændigheder sku' jeg dog snakke med viceværten, så han kan komme og kigge på de syge stik en af de kommende dage.
Og her er så, hvad jeg i virkeligheden vil indgi' en klage over: Vil éns medmennesker venligst ta' og opføre sig, som man forventer?? Nu! Én ting er, at TING laver den slags numre. Men jeg skal da ikke også oven i købet overraskes og chokeres ved at erfare, at mine fordomme om andre mennesker ikke holder en meter!
Når jeg forventer, at vores manio-aggressive vicevært skælder ud over, at jeg ringer på en søndag, så har han sørenspulemig at rette sig efter det! Han skal slet, slet ikke være sød og venlig og sige ting som:
"Jeg kommer selvfølgelig og kigger på det, så snart jeg kan, for det er da dødirriterende. Men jeg håber, I kan fikse én eller anden interimistisk løsning med en forlængerledning lige nu, så I ka' klare jer til i morgen."
Interimistisk?? Hør her - det næste bli'r vel for fanden, at manden vil diskutere diskursanalyse og modernitet med mig, hvis vi løber på hinanden i vaskekælderen!?
Er man MEGET i underskud, når man end ikke tackler gode overraskelser som noget rart, eller er man bare neurotisk?
Om at sige "slikke pik" til sin mor
Kom lige til at overveje noget...
Hvor mange af jer har en mor, som I ville kunne bruge udtrykket "slikke pik" (eller eventuelt "slikke fisse") over for? Og hvor mange af jer har nogensinde gjort det? - Ja, altså SAGT det, ing?
Jeg talte lige med min mor i telefonen. Og jeg skal ikke komme nærmere ind på, HVORDAN vi liiige endte på dét emne, vel? Men lige pludselig sad jeg altså og mærkede det dér udtryk (se! Jeg ka' næsten ikke engang SKRIVE det nu) være på vej ud ad munden. Pagakkede lidt. For det var først her, det gik op for mig, at dét har jeg sgu da godt nok aldrig sagt i en samtale med hende før.
Det mest overraskende var, at Mamma Manic ikke reagerede på det. Jojo, hun lyttede skam til, hvad jeg sagde og svarede. Men det lod ikke til at røre hende, at hendes datter brugte sådan et udtryk. Og min mor er ellers noget af det mest velopdragne og klassisk borgerlige, der findes, når det kommer til den slags.
Nu sidder jeg så og overvejer, om det egentlig er mig eller hende, der er mest blufærdig...
Totalt til grin Eller: Om The Hot Soup Laughter
Nok riiimelig meget en... hm... udfordring for Tandlægen (min nye bofælle) at bo sammen med mig. Jeg har ikke just været nogen fest at gå op og ned ad. Faktisk har jeg ikke engang været en halvnærig reception i den offentlige sektor. Men dét må man sgu gi’ hende odontologen: Hun hører til dem, der tager verden ovenfra og ned, tror jeg. Og verden indebærer så altså også lige MM-mukkeri for tiden.
Faktisk har jeg Tandlægen mistænkt for at være en af de dér seje koner, jeg gerne selv ville være. I ved godt, de dér kvinder, der bager boller uden at blive husmoderagtige, og som en søndag middag står i vand til livet og fisker ude i en sø uden at blive drengede eller nørdede. (Ja, jeg véd så faktisk ikke, om hun fisker, men hun lapper selv sin cykel og har engang boet burka-alene i Tehran. Dét er vel også sådan lidt lystfiskeragtigt. Det er i hvert fald sejt).
Well. Så selvfølgelig slår det hende ikke ud, at hendes nye room-mate åbenbart er en bitter, gammel kælling i en ung piges krop. Meeeen alligevel mente hun, at nu måtte jeg se at rykke...
”Jeg ved godt, vi ikke er like this, bare fordi vi har boet sammen et par uger”, sagde hun i går middag og flettede pege- og langefinger sammen, ”men jeg har altså fundet et arrangement, som jeg synes, du sku’ ta’ med til. Du trænger til det.”
Og jeg var totalt underskudsagtig og skeptisk. Ku’ ikke lade være med træt at spørge, om det ikke mest var hende, der trængte til det. (Her svarede hun smilende, at jo, måske trængte hun en lillebitte smule til, at jeg gjorde det, så jeg ku’ hænge lidt mindre med næbet. Okay, fair nok. Dén bad jeg selv om.).
Jeg panikkede lidt. Har aldrig været god til overraskelser. Hverken til selv at overraske andre. (Vil helst bare afsløre min fede idé over for folk med det samme og bliver tit pisseflov, når jeg ikke kan finde ud af at holde det for mig selv). Men især er jeg ikke god til, når andre på den måde varsler overraskelser.
Ku’ hun ikke afsløre bare lidt om, hvad det var, hun ville udsætte mig for? Hvis det var noget med en bold, gad jeg altså ikke. Og heller ikke noget, hvor jeg sku’ være klog eller tænksom. (Uni er rigelig udfordring for mig for tiden, og jeg skyder og hænger personligt den første, der siger ordet ’pensum’ – for slet ikke at tale om ’eksamen’...)
Hun svarede, at jeg bare skulle stole på hende, og at nu måtte jeg altså lige se at komme ind i kampen.
Nu er det dér med tillid ikke min stærke side for tiden. Men jeg syntes nærmest, jeg skyldte hende at prøve, når nu hun var så sød at bekymre sig om mig...
Om aftenen drønede vi så ind til centrum. Mig på lænestol med to hjul aka konecykel og hun naturligvis på strømlinet racer. Og jeg nåede på vejen at overveje cirka tusind scenarier for, hvad en tandlæge med fut i numsen mon ku’ tænkes at ville udsætte mig for...
- En aften med armensk folkedans (men er der virkelig nogen mennesker, der kan se ud til at behøve det? – I så fald tvivlede jeg trods alt på, jeg kunne være ét af dem).
- Et foredrag om menneskehedens udvikling fra de første amøbestadier til i dag (med en konklusion om, at allernyeste forskning havde vist, at mænd og kvinders udvikling på en eller anden sær måde pludselig er begyndt at forløbe bekymrende separat; faktisk er mænd begyndt at udvikle sig tilbage imod neanderthalere, mens kvinder bliver mere og mere såkaldt ”civiliserede. Og snart ka’ de ikke formere sig, fordi de er så langt fra hinanden).
- Eller hvad med et kursus i ulækrere fransk madlavning med grillerede dræbersnegle og garniture af årstidens mudder?
Starten lovede ikke for godt: Vi ankom til sådan nogle grimme kommunale lokaler, der nærmest var mere kommunale, end de var lokaler. Jeg prøvede at spotte et skilt eller andre former for spor af hvilke sære mennesker, der havde reserveret stedet her hver tirsdag aften. Men niks. Tandlægen sørgede omhyggeligt for, jeg ikke havde en chance for at se og dermed få kontrol over situationen.
Et kvarters tid senere stod vi sammen med en flok på cirka femten andre mennesker i alderen omkring fyrre op til hvad jeg vil skyde på var halvfjerds inde i lokalet. Det lignede mest af alt et klasseværelse på en hvilken som helst dansk folkeskole, bortset fra at der ingen borde var.
Her begyndte jeg for alvor at tænke, at det havde været dumt af mig at sætte min lid til en komplet fremmed, som Tandlægen jo i realiteten er.
Men så skete der pludselig noget. Et par kvinder af typen ”midaldrende folkeskolelærere – vi går i bare tæer og sundhedssandaler fra 1. april til 1. oktober uanset vejret” kom over og bød smilende velkommen på ”hvor er det dejligt at se nogle nye unge mennesker her i gruppen”-måden. Det var tydeligt, at de alle sammen kendte hinanden godt. For de småsludrede og virkede afslappede.
Så fik jeg endelig et cue om, hvad dylen det var, Tandlægen havde lokket mig ud i, da den ene af kvinderne, som i øvrigt var meget, meget høj og havde nogle weirde, pyjamasagtige bukser på, sagde: ”Jamen, velkommen til. Det bliver sjovt at grine med jer!”
Grine? Sku’ vi optræde??
Så dukkede ham, der vist var deres formand op og bød lige så hjerteligt velkommen ”ikke mindst til de nye”.
Og så startede underholdningen ellers. Og nu brænder I sammen. De kaldte det latteryoga. Jamen, det hedder det sgu!
Og først tænkte jeg, at det her knasme ville blive noget af det mest pinlige og mindst morsomme, jeg nogensinde havde været med til. Men dét må jeg gi’ Tandlægen:
I den næste times tid glemte jeg næsten at tænke på Brillenørden, på ensomheden under den kolde dyne om aftenen, på alle de små ting, vi havde sammen, på kælenavnene, på hans dejlige hænder og øjne, på... Ikke mindst glemte jeg næsten vreden.
Når en 15-20 halvgamle mennesker omkring én med den største selvfølgelighed går rundt mellem hinanden og giver håndtryk til alle i gruppen og på kommando slår en kæmpe latter op for hvert håndtryk, mens de ser hinanden lige ind i øjnene. Ja, så bliver man simpelthen nødt til at grine.
Det så så fucking dumt ud – og føltes lige sådan! Og i begyndelsen blev jeg godt nok ret akavet over fx at blive grinet lige ind i hovedet af midaldrende mand, der mest af alt lignede en kioskejer. Rimelig naturstridigt med grinende kioskejere, ing? Men det fede var jo, at her måtte jeg gerne grine igen. Det forventedes faktisk, at jeg skraldgrinede tilbage. Og det gjorde jeg så.
Først var det hele noget krampagtigt, vil jeg gerne indrømme. Men efter at ha’ været igennem øvelser som fx The hot soup Laughter og Whole world Laughing kom det helt ad sig selv. Og til sidst kunne jeg slet ikke lade være med at grine På én og samme tid var det jo fuldstændigt idiotisk at stå dér i gammelt, nedslidt klasseværelse-rum og monsterbuldre ad ingenting med folk, jeg ikke kendte. Samtidig var det bare som om, at da jeg først var begyndt at grine, så blev det hele virkelig enormt sjovt dér i ”klasseværelset”.
Ham lederen forklarede noget om, at kroppen er ligeglad med, om der virkelig er noget at grine ad. Når bare man bruger lattermusklerne, begynder det menneskelige legeme automatisk at smide endorfiner rundt i kroppen. Dét er sgu da genialt!
Og jo tak, da vi drønede hjemover forbi Søerne i den kølige aprilluft, var jeg nærmest helt høj og ku’ slet ikke tørre smilet af fjæset.
Selvfølgelig er jeg stadig ked af det. Jeg kommer mange, mange nætter fremover til at tænke på, at han stadig burde ligge ved siden af mig. På at jeg ikke forstår noget som helst af, hvorfor han pludselig blev så bange og ikke turde mere – han, der ellers planlagde en fremtid med mig, så det var mig, der blev helt panisk.
Selvfølgelig vil jeg stadig flere gange om dagen tænke, at jeg har giga meget lyst til at ringe til ham og spørge, om vi ikke bare skal prøve igen. Jeg vil stadig ha’ ondt af mig selv, når jeg ser andre være glade på par-måden. Men lige dér... Jeg var så glad. Og jeg bliver stadig glad ved tanken.
Tak, tak, tak til Tandlægen for at minde mig om, at det stadig kan lade sig gøre. Trods alt...
Miraklernes tid er ikke forbi
Når man nu ikke ska' til tango mere i denne sæson, ka' man jo passende sætte sig ned og skrive blogindlæg. Tror faktisk endda, jeg er i stand til at skrive ét, der ikke er alt for bittert, i dag. (Gælder jo om at fejre de små fremskridt, ing?)
I weekenden skete der nemlig noget fantastisk - ikke fantastisk på "jeg har vundet en million"-måden, godt nok, men altså. Sådan hverdagsfantastisk, ing?
Når man hænger med mulen over en lidt længere periode, er det bedste jo egentlig tit at ta' et eller andet sted hen. Når omgivelserne ændrer sig, sker der ind imellem det, at humøret også skifter. Så håbefuldt tog jeg til noget "nogle af rødderne fra gymnasiet møder hinanden igen"-druk sammen med Langben og Grinebider i noget sommerhusagtigt et godt stykke uden for byen.
Og godt nok var jeg ikke den vilde hopla-Børge, og godt nok ligner jeg stadig mest en laset billigbogsudgave af mig selv (sådan én, folk kun læser i flyveren og i hvert fald ikke sådan én, de har liggende fremme på sofabordet for at imponere en date, I ved). Jeg skal også stadig holde mig langt væk fra alt, der bare ligner en brandert - for ellers går der to nanosekunder, og så sidder jeg og hyler og kalder fortabt på Brillenørden (altså indvendigt, ing? Trods alt. Men alligevel).
På trods af alt: Det var godt at se andre mennesker - og som til ethvert gymnasiearrangement var det rart at se, at ham, der dengang var sjov, men fik elendige karakterer, egentlig stadig var ret morsom (og nu havde gøglet sig til et cool nok job). Det var fint at se, at hende, der dengang var en bitch, faktisk efterhånden har forvandlet sig til noget, der minder om et menneske (måske bliver man mere realistisk mht sin egen position i verden, i takt med at man tager et par kilo på?) Og det var nærmest betryggende, at hende, der dengang var den kloge, som altid havde styr på alt inkl. vores andres kæresteproblemer, selv om hun dengang aldrig selv havde haft en kæreste... at hun havde taget en pause fra uddannelsen, fordi hun og kæresten lige var gået fra hinanden. Juhu! Endnu et menneske!
Da jeg fandt ud af, at jeg sådan nærmest var blandt almindelige mennesker, var det også lidt nemmere at være fattet, da jeg blev spurgt, om jeg så havde en kæreste...
Langben og Grinebider prøvede at overtale mig til at blive, men jeg ville nu alligevel helst tidligt hjem, da folk begyndte at blive rigtig visne.
På natbussen kommer jeg så i tanke om, at der skal klippes dobbelt. Så hvad gør Mor? Klipper to alle-zoners klip. Bummer, dude! Jeg sku' kun med bussen nogle få stop for at nå et nattog. Og i toget skal der ikke klippes dobbelt om natten. Jeg kunne sagtens ha' nøjedes med ét af de absurd dyre klip. Tager mig selv i at sidde og være nok i underskud til at blive bitter over et fucking klippekort.
Nå, glæder mig over, at jeg når mit tog og sidder og småsover, da en konduktør, som er betænkeligt veloplagt kl. 03 om natten, kommer ind i kupéen.
Hun vil vide, om mit dobbeltklip "kun er for mig selv", og jeg er tæt på at sige, at jeg lige er kommet ud af forhold og derfor stadig af vane klipper for kæresten. Men jeg siger selvfølgelig bare, at jeg også har været med natbus, imens det forbandede kort skriger: "Min ejermand er dum nok til ikke at fatte billetsystemet" ud over det hele. Jeg har lyst til at tysse på den skrigende lap papir. Billetmoster nikker og fortsætter kækt sin færd gennem kupéen uden yderligere forhør.
Et par minutter senere bliver jeg så pludselig revet ud af min slummer igen. En fyr på min egen alder står og smiler halvbøvet i, hvad jeg bedømmer til at være en halvtreds procents-brandert.
"Er det dig, der har klippet to gange?", spørger han, og jeg når at overveje, om jeg er med i et afsnit af Seinfeld. Om lidt begynder alle de andre i kupéen sikkert at grine ad mig. "Vi hørte det godt - du er dobbeltklipper! Bwaharharhar! Dobbeltklippere får for lidt! Faktisk bliver dobbeltklippere altid dumpet af deres kærester - hvis de overhovedet nogensinde får én!"
Tror, jeg svarede noget i retning af: "Æhm... jo?"
"Okay. Jamen, ssschå er det dig, der skal ha' de her fyrre kroner", siger han frejdigt og rækker mig et par tyvere.
Som sagt har jeg det helt generelt svært med tiltro for tiden, så jeg tøver rimelig meget, da jeg rækker hånden frem. Pas nu på, MM - der er sikkert lort på dem. Eller også er de lavet af voks, der smelter inden for to minutter. Om lidt står der et helt kamerahold og griner ad dig, mens de fortæller dig, at du nu er med i lodtrækningen om et års forbrug af Pampers-bleer, og at programmet bliver sendt på TV3 til efteråret.
"Æhm... Nå. Hvordan har jeg tjent dem?"
"Hende fra billetkontrollen ssssagde, du havde klippet dobbelt... Og jeg havde ingen billet, så hun sssagde, hun ville droppe bøden, hvisch jeg gik ned og gav dig 40 bugs".
Det tog lidt, før den fes ind.
Helt ærligt, jeg har drukket mere end almindeligt mange kopper af DSB's muddersuppe (såkaldte kaffe) i tidens løb. Jeg er strandet mærkelige steder i et uvist antal snestorme pga dem. Jeg er ufrivilligt kommet til at brænde to fyre af pga dem. Og jeg har helt sikkert fået frataget flere års levetid pga al den passive rygning, man udsættes for, så snart man tropper op på en perron. (For slet ikke at tale om alle de blodpropper, man langsomt bygger op til, hver gang man bliver stjerne-hys over forsinkelser!)
Men det her opvejede det sgu næsten! Og så havde han faktisk et meget sødt smil, ham gutten...
Britney eller bitterhed?
Jeg har de seneste dage indset noget ret centralt: Jeg er lige så fiasko-agtigt dårlig til det dér kærestesorg, som Socialdemokraterne viste sig at være til at fyre Jeppe Kofod. Altså, det er jo ikke, fordi jeg ikke er nedtrykt – det er ikke dét, jeg mener med ’dårlig til’...
Som alle andre, der lige er blevet dumpet af en kæreste, de var helt vilde med, og som de troede, det gik rigtig godt med...
... overvejer jeg at blive indendøre de næste tre måneder for ikke at løbe ind i nogle af alle de absurd mange happy kærestepar, der pludselig er i gadebilledet (både for deres og min egen skyld – ku’ godt komme til at slå nogle af dem ihjel med en meget sløv saks...)
... har jeg nu skruet ned for radioen så mange gange, fordi de enten spiller ”vores sang” eller noget (andet) latterligt marmelade-på-fingrene klistret musik, at jeg nu bare konsekvent har radioen slukket. (Forsøgte mig kortvarigt med TV2 Radio for at prøve noget nyt, men det viste sig hurtigt at være grådfremkaldende, kærestesorg eller ej – Langben var også tæt på at hælde vand ud ad ørerne over deres på mange måder sørgelige playlist)
... vil jeg helst bare snakke om eks’en og bruddet hele tiden, samtidig med at jeg egentlig overhovedet ikke orker hverken at tænke på det eller tale om det. Så snakker jeg om, at jeg ikke orker at snakke om det. Derefter bliver jeg vred over, at jeg nu igen snakker om det, og så tuder jeg i frustration over, at det igen har gjort mig vred.
Og det er lige præcis dét, der får mig til at tænke, at jeg er verdens dårligste til at kærestesorge den for fuld hammer.
For det er vel for dylan meningen, at alt det tuderi og al den arrigskab skal føre mig et sted hen, eller hur?
Hah! Godmorgen Thomas Blachmans pomadiserede isse, si’r jeg bare!
Sandheden er, at jeg p.t. rent mentalt bevæger mig nogenlunde lige så hurtigt som én af de dér tøser, der ”motionerer” på løbebånd indstillet i gåtempo nede i Fitness.dk. I ved, dem dér, der i virkeligheden kun får pulsen op på grund af ham instruktør-steroiden, som ret sikkert hedder Patrick... :-/
Og så bliver jeg endnu mere rasende. Fordi jeg ingen vegne kommer.
På en eller anden måde ville det vel kun være rimeligt, hvis den part, der blev gået, ikke oven i tabet skulle straffes med ugers (måneders!) gråd, tristhed, vrede og mindreværd over at være blevet kasseret. For slet ikke at tale om al den tillid, man bliver berøvet, og som erstattes af en bitterhed, der i sammenligning får ægteskab med Britney Spears i hendes nuværende tilstand til at ligne den perfekte måde at tilbringe sin tid på. Britney eller bitterhed? Tro mig, jeg ved godt, hvad jeg ville vælge...!
Har kraftedeme nærmest ikke haft mascara på i en hel uge, for det ka’ ikke betale sig. For det første er billig vandfast mascara ikke spor vandfast (godt, at illusionerne i forvejen var røget sig en tur, da jeg erfarede det...). For det andet ser mascara på ophovnede øjne jo bare cirka lige så godt ud, som gorgonzola-ånde lugter...
Da de første par dage efter Brillenørdens lyn-fra-en-klar-himmel brud var gået, og det langsomt sank ind hos mig, at idioten vitterligt havde tænkt sig at optræde som verdens førende kujon (”vi leverer alt i letkøbte løsninger!”), satte kløen ind. Den dér ”jeg bli’r varm over hele kroppen på den dårlige måde”-følelse. Raseri, som det ikke er til at slippe af med. Hvordan fanden ku’ han gøre det?!
Lige siden har jeg undret mig: Hvad skete der, dengang nogen konstruerede det dér PlayStation-spil, de kalder Verden? Hvorfor er der så mange fejl og mangler, at Windows Vista ser tilregneligt ud i sammenligning? Hvorfor råbte ingen i fokusgruppen op, inden Verden kom på markedet??
Hvorfor sulen var der ingen, der tænkte på at designe Verden version 2.0 – MED fairness?
(Minder jo for fanden om Københavns metro, hvor de åbenbart glemte at installere toiletter og satsede på, at ingen ville lægge mærke til det – og hvis nogen endelig klagede, ville det alligevel være for sent...)
MM – som enten kommer til at skrive urimeligt mange bitre indlæg om mænd den næste tid eller som bare sku’ ta’ og løbe en tur, holde sin kæft en stund og indse at tis på sukker vel godt ka’ tvinges ned. Når det nu åbenbart skal være...
Sikkerhed
Man véd bare, man skal hjem fra bytur, når man ude foran Andys Bar kl. kvalme tager sig selv i at lyde som...
... Povl Dissing.
Deprimerende!
MSN – Mere Situationsfornemmelse Nu!
Det er ikke, fordi jeg er løbet tør for kaffe (for det er jeg faktisk ikke). Det er ikke, fordi Roomie nu er flyttet (selv om – det er han) og heller ikke, fordi det ene værelse i Villa Manic dermed står gabende rumklang-tomt, indtil hende Tandlægen rykker ind i weekenden (sådan er dét bare). Det er slet heller ikke, fordi jeg savner Brillenørden helt afsindigt (selv om – det gør jeg) og meget imod min vilje håber jeg, at han kommer tilbage (surprise – det gør han ikke). Jeg er bare af uforklarlige årsager cranky i dag. Så er det jo godt, jeg ka’ finde noget at brokke mig over...
Hvis Emma Gad havde levet i dag, så havde mindst én af hendes etikettebøger helt sikkert handlet om, ”hvordan man bør begå sig ud i Anvendelsen af de såkaldte Sludreprogrammer”. For er der et sted, man kan observere folk med dårlige manerer i ultra sindssyg action, så er det da på chatten! Har de sidste par uger set mig ret så ualmindeligt gal på lige netop folks chatvaner!
Hvad sker der fx for det dér trip, mange har med stå som ’online’, mens de i virkeligheden sover/fodrer kanariefugl/har sex/spiser suppe/snakker i telefon/danser tango/laver momsregnskab/hopper på kængurustylte?? (Gerne på én gang). Der er sgu da ingen, der har så travlt, at de absolut er nødt til at gøre de her ting, imens de chatter? Og hvis de endelig havde så travlt, så ville de sgu da slet ikke ha' tid til at chatte...
Det irriterer mig ad Helvede til, at man i 98 procent af tilfældene sagtens kan fornemme, at folk slet ikke er med i samtalen. Hvorfor er det i orden at lave alt muligt andet, mens man snakker med nogen, blot fordi parterne ikke kan se hinanden? Jeg kan sagtens finde ud af at snakke med mig selv (faktisk er jeg i årenes løb måske blevet lidt for god til det). Så jeg behøver altså ikke opøve evnen yderligere – og da slet ikke ved min computerskærm, bare fordi andre kun foregiver at være til stede...
Jeg har en invalidepensions-berettigende mistanke om, at de her folk åbner deres msn eller et andet chatprogram og tænker: ”Nu er jeg jo sådan én superdynamisk og effektiv type, som ka’ en maaaasse ting på én gang, så jeg behøver da ikke stille min msn på ’ikke til stede’ eller ’optaget’, bare fordi jeg den her eftermiddag hænger oppe på min nye klatrevæg og ikke ved computeren!”
Der findes så også en afart af de her mennesker, der ikke forsvinder helt fra samtalen – faktisk nok fordi de ikke har noget liv, men altid sidder ved computeren. Derfor fatter de ikke, at andre mennesker måske ikke har al tid i verden.
De her mennesker har som regel en fem-ti-femten minutter eller mere (!) imellem hver af deres replikker, fordi de enten programmerer, netsurfer eller chatter med treogfyrre andre samtidig. Det er også dem, som man ind imellem får komplet meningsløse replikker fra, fordi de pudsigt nok ikke ka’ holde styr på de dér i alt fireogfyrre samtaler. Det har de bare ikke helt indset endnu. (Er man rigtig heldig, er den malplacerede replik en kommentar om, hvor belastende man selv var til festen i lørdags, som så åbenbart sku' ha' været sendt til en anden samtalepartner...)
På trods af det manglende liv går de her skabninger åbenbart ud fra, at de er spændende nok at (ikke-)snakke med, til at jeg vil sidde i åndeløs spænding for at afvente deres – i flere henseender – sjældne guldkorn.
Som regel er det tydeligt, at de er ret ligeglade med, hvem de ”snakker” med. Men det er da meget sjovt, at der nu igen er nogen, som booster deres ego ved at opsøge dem...
Hvis jeg bipper dig, så er det sjovt nok, fordi jeg vil snakke og ikke fordi jeg vil sende dig én sætning og så håbe på svar i morgen middag. For så havde jeg sgu nok sendt dig et telegram eller en mail, Orgel-Povl!
Det eneste gode, jeg kan komme i tanke om ved det her, er, at ventetiden inden hver replik som regel understreger, at svaret ikke var værd at vente på. I sidste ende åbner det derfor éns øjne for, at man sgu nok egentlig ikke har det store behov for at ha’ den pågældende person på éns liste over kontakter...
Så er der også den modsatte type. Nemlig dem, der ganske enkelt ikke fatter, at ’optaget’ betyder... (nogen, der vil købe en vokal eller ringe til en ven, før jeg afslører det?) *tadaaa* ’optaget’.
Aldrig så snart har man sat sit chatprogram på ’optaget’ (i det program, jeg bruger, står der endda ’travlt’ – så ka’ det vist ikke blive meget tydeligere), før det vælter ind med: ”heeeeej! Aj, du ska’ lige høre den bedste... Thomas ovre fra Logistik sagde lige... og så troede vi jo alle sammen, at Lone... Ja, altså, du ka’ da godt huske Lone, ik?... ja, så troede vi jo, at... Er du dér?”
Jeg spekulerer på, om det er de samme mennesker, der i byen fredag nat styrter målrettet op imod toilettet og hiver i dørhåndtaget, som var de ludomaner ved en énarmet tyveknægt, så snart de kan se den røde optaget-farve ved låsen... Måske er det også dem, der *maser* en kubikmeter gratisaviser og reklamer ind ad éns brevsprække, selv om døren på det nærmeste er så tilklistret med nej tak-skilte, at man kan HØRE den skrige sin værgeløse ’protest’ ud i opgangen...
Godt så. Brug nu det lille skilt, ing? Og respektér det hos andre.
På forhånd tak.
MM – som frygteligt gerne vil snakke, når begge har tid og lyst.
Ugens fund?
Tror I så ikke, jeg fandt næsten en hel plade chokolade, som en eller anden havde efterladt på netop det sæde i toget, hvor jeg satte mig?
Jeg står jo så og føler mig pisseheldig og tænker, at verden måske alligevel er et ok sted at være, da jeg opdager det...
...lige indtil jeg vender den om og finder ud af, at den er med krokant og orange. Lige præcis de to ingredienser, jeg hader mest i chokolade.**
Verden ka' bare ikke li' mig for tiden!
**) Lige ud over pebermynte, som bare falder uden for kategori på enhver måde...!
Når man opdager et fremmed mini-menneske i sit hjem
Kan det komme bag på nogen? Min kæreste er gået fra mig for få dage siden, komplet ud af det blå. Og som om dét ikke er slemt nok, er jeg så nærmest skruk for allerførste gang... Life’s a bitch.
Jeg er kendt for min uovertrufne evne til at gøre alting her i livet i den omvendte rækkefølge af alle andre:
Da ingen andre jævnaldrende havde rigtige kærester i teenageårene, var jeg vildt meget en kærestepige. På den kedelige måde... Da alle de andre så begyndte at flytte sammen med deres kærester og samle på studenterstel fra Ikea og købe fælles brugte møbler til deres lejede 2½ værelses, var jeg så til gengæld single.
Da jeg kom på uni, begyndte jeg på det studium, som jeg troede, var det helt rigtige. Var det så bare overhovedet ikke, vel? Så jeg lavede det om til mit ”bifag” (havde trods alt brugt noget SU, jo), og på den måde læste jeg så mit bifag først og muntrer mig nu på hovedfaget, mens andre ska’ til at ta’ bifag... Og sådan er der tusind andre små og store ting. (Faktisk spiser jeg også tit håndmadder med pålægget nedad...)
Overordnet set er det her omvendtheds-noget ikke noget, jeg elsker. Men sådan bliver det altså åbenbart, når man er mig og ikke ejer overblik eller planlægningssans...
I morges vågnede jeg så meget, meget tidligt og lå og mærkede, hvordan de tårer, jeg hele dagen i går havde holdt tilbage, stille løb ned ad kinderne. Jeg havde drømt om Brillenørden og nogle af alle de mange gode øjeblikke, vi havde sammen. Om nærheden. Var tung i hele kroppen af ked-af-det-hed og savnede Roomie, som havde sagt noget om, at han vist ville overnatte hos hende vores tangolærer.
Samlede mig sammen, tog morgenkåbe og sutfutter på og dappede ud i køkkenet. Tændte for radioen. Satte kaffe over. I ved, sådan på ”hvis jeg foregiver, at alt stadig er det samme, og hvis jeg gør alle de dér dagligdags ting, jeg plejer at gøre, så er alt stadig det samme”-måden.
Det virkede bare ikke helt, for de dér tårer blev sgu ved med at løbe.
Så var det, at jeg pludselig fik en fornemmelse af ikke at være alene. Nogen lurede på mig. Troede et øjeblik, at jeg nu for real stod med det ene ben på Sct. Hans. Men så drejede jeg hovedet, og mit hjerte præsterede et eller andet psykotisk Crazy-Daisy-ecstasy-beat.
”Hvad græder du for?”
I døråbningen stod en lille, mørkhåret størrelse, som jeg bedømte til at være fem-seks år. Til trods for ligefremheden holdt hun sig alligevel tilbage for at træde helt ind i køkkenet og stod halvvejs i skjul bag den ene dørkarm, som fem små fingre holdt fast i. Hun var i lyserød natdragt og matchende miniaturefutter, der faktisk lignede mine lidt.
Jeg stirrede vist riiimelig meget og blev pludselig helt vågen. Hendes næsten sorte øjne skævede genert tilbage. Kort sagt: Hold kæft, hvor var hun kær! Men hvad dylan lavede hun lige i min lejlighed??
”Øhm... Jeg græder, fordi min kæreste ikke vil være kæreste med mig mere”, svarede jeg. Er I klar over, hvor surrealistisk, det virkede at sige den slags til sådan en lille størrelse? Var ret svært ikke at begynde at hulke for alvor dér, da jeg hørte mig selv sige den fuldstændigt banale sandhed højt.
”Ka’ du så ikke bare være kæreste med en anden?”, ville damen vide.
De bliver sgu da også løsningsorienterede tidligere og tidligere nu om dage!
Jeg svarede ikke, men fik i stedet vristet ud af hende, at hun hed Rose, og at Roomie havde taget hende med over i aftes, ”fordi min mor er syg. Hun brækker sig heeele tiden.”
Rose brækkede sig ikke spor. Hun var tværtimod sulten, erklærede hun. Så da en meget søvndrukken udgave af ellers så a-menneskede Roomie lidt senere viste sig i døren iført sit bedste morgenhår og en laset t-shirt, havde jeg parkeret tøsen ved spisebordet, mens jeg stod og fandt brød, juice og ymer frem.
Roomie gav sig til at forklare og undskylde. Han troede, den lille havde vækket mig. Og det her havde altså slet ikke været planen, men Tangodiva var blevet syg i løbet af i går, og hun havde spurgt, om han ikke ku’ ta’ Rose, så ungen ikke blev smittet og...
Jeg afbrød ham. Sagde til ham, det ikke gjorde spor. Ganske vist var jeg selvfølgelig blevet lidt forskrækket over pludselig at ha’ små mennesker i min lejlighed. Men det var jo helt fint og i øvrigt rigtig godt, han var her, særligt i dag. Og sku’ vi nu ikke bare se at få noget morgenmad? Jeg tror, det var mit tonefald, der fik ham til at spørge, om jeg var okay. Men gad ikke snakke om det. Bare rart, han var dér.
Så sad vi og spiste, og jeg kom med et par små drillekommentarer om Roomie som reservefar. Han fortalte lidt om sin nye kæreste og så glad ud gennem trætheden. Og jeg glemte næsten at være ked af det, fordi der nu pludselig sad et minimenneske over for mig og charmede det bedste, hendes dansemor åbenbart har lært hende. Roses smil var ubetaleligt – især på grund af den ene manglende fortand.
Da der på et tidspunkt havde været stille lidt, og man kun ku’ høre Radio 100FM’s morgenknævren, kom det fra hende:
”Ska’ I så være kærester?”
Roomie havde nær fået sin juice galt i halsen.
”[Roomies rigtige navn] er jo kæreste med din mor, Rose”, svarede jeg smilende. ”Man ka’ jo ikke ha’ flere kærester, vel?”
Barnet så lidt forlegen ud, kiggede ned i tallerkenen og bed sig i læben.
”Nåh nej”. Hun fnisede.
Roomie ville så vide, om Rose mon selv havde en kæreste ovre i børnehaven.
”Nahaaj”, kom det prompte. ”Det gider jeg da ikke.”
Clever girl!
Jeg har så i øvrigt ikke planer om at nævne for Roomie, hvad jeg tænkte sekunder inden Roses spørgsmål: At det egentlig var mystisk, jeg ikke før har følt det så ”familiært”, når vi har siddet og spist morgenmad sammen, som jeg gjorde i morges. Selv om jeg ikke har dén slags følelser for ham, så skete der bare et eller andet i mit hoved, da der sad et barn med ved bordet. Det lignede noget, som det helt sikkert ikke var. Men det lignede altså meget...
Ved ikke helt, om jeg skal være bitter over Guds ”humor”. Måske var det her hans måde lige at understrege, hvad jeg er gået glip af, nu hvor Brillen er skredet? Al den samhørighed og nærhed, som på længere sigt ka’ medføre små mennesker fulde af store sandheder. Men egentlig blev jeg bare blød om hjertet og en lille smule oplivet.
Om så Roses mor sku’ vise sig at være en sæk, så ka’ jeg næsten godt forstå, hvis Roomie alligevel vil kæresterere med hende, alene på grund af hendes datter. Små, lyserøde dimser som Rose er da lidt et mirakel. Er de ikke?
*Suk* Jeg bli'r aldrig politiker på den måde...
For en ordens skyld: En eller anden gang ska’ jeg nok uddybe, hvorfor jeg nu igen er single, og hvordan slå op-snakken i går forløb. Men lige nu ORKER jeg bare ikke mere om det emne. Lige nu er det nok, at jeg har fået de forklaringer, jeg ku’ gøre krav på. Og mine tårekanaler er tørre for en kort stund. Så lige nu er jeg mest af alt tom og vælger at bruge den psykiske træthed som et break til at tænke på alt muligt andet ikke så dybt...
Mine tanker går i denne stund til et andet menneske, som nok også er meget, meget træt af kun at snakke om og gruble over én bestemt hændelse: Jeg tænker på Socialdemokraternes Jeppe Kofod.
Min eneste kommentar til sagen må være, at jeg siden historien kom frem, har haft en ustyrlig liderbasse af en fuldblods-misundelse rendende rundt i systemet. Helt ærligt – så lækker råbuk var der altså ikke på menuen, da JEG var politisk aktiv teenagetøs! Hun må da være en stram godte, hende Lolita, når hun ka’ gafle ham!
Well. Hvad der er langt mere interessant at overveje er:
Hvis den her offentlige nedslagtning af politikere (som jo dybest set bare foretager sig det, alle deres påtaget forargede kolleger drømmer om)... Hvis den fortsætter, så frygter jeg, at jeg aldrig får mig den politiske karriere, jeg havde håbet på...!
Hvor meget spin og damage control vil det fx ikke kræve at redde mit politiske liv, når det kommer frem at...
Jeg to dage før min atten års fødselsdag gik så grueligt til den i druk til efterfesten på gymnasiets skolekomedie, at lærerne simpelthen var nødt til at klæde mig af og smide mit tøj (inkl. fikse Lotte Heise frotté-hårbånd *jæs sir!*) ud. Så meget brækkede jeg mig så – ja, også i mit hår, der var langt dengang...
Jeg var selvfølgelig bevidstløs under afklædningen. Fik dog senere at vide, at 1) jeg gennem tågerne imponerende nok havde kunnet oplyse min mors telefonnummer korrekt samt 2) at min musiklærer kun havde været lettere beruset, da han kørte næsten afklædte Manic hjem til moar...
(Jeg vil gerne indrømme, at det krævede liiidt benarbejde næste dag at forklare min mor, at hun ikke skulle være bekymret over, at min – i øvrigt ganske dejlige – musiklærer havde kørt spritkørsel og derefter kom anstigende med hendes pivestive, bevidstløse OG stort set nøgne datter i favnen en fredag nat kl. hest...)
Behøver vel ikke nævne, at mine briller som så ofte før i øvrigt var pist verschwunden (men dét er jo strengt taget heller ikke moralsk anstødeligt, selv om det måske alligevel siger noget om min FATAAAALE mangel på dømmekraft...)
Nuvel. Hvis det at Jeppe K. har fået teenagepels på knagen kan oprøre sindene SÅ groft, så skyder jeg på, at ovenstående historie nok også ville komme til at koste mig et par ordførerskaber eller to – også selv om jeg ikke engang bollede min musiklærer, der nok ved nærmere eftertanke snarere havde en svaghed for min sang- og spillelærermor (måske en vinkel til EkstraBladets artikel om forløbet...?)
Well. Så var der dengang, jeg havde skrevet projekt og stresset så vildt, at jeg ikke havde sovet i noget, der lignede halvtreds timer. Dét er jo – indrømmet! – også dumt på ukendt antal niveauer. Men sådan forholdt det sig altså.
Da Manic og gruppen så endelig havde afleveret opgaven, syntes vores vejleder da godt lige, han ku’ gi’ en fejringsøl nede i fredagsbaren, ing? (Hvad er det med mig, lærere og fuldskab??)
Jeg ska’ spare jer for udenomssnak og bare oplyse, at jeg faldt i søvn på hjemvejen – gående...! Jowjow, den er go’ nok!
Uheldigvis drømte jeg så, at jeg var ved at gå i seng (éns krop er en klog fætter; dén ved sgu nok, hvad den har brug for!) Derfor havde jeg så i søvne klædt mig af (!) ude på åben gade.
Og således gik det til, at jeg et stykke tid senere vågnede i fremmed have og kun var iført undertøj. Jeg havde lagt mig godt til rette for at få min tiltrængte nattesøvn i meget neat parcel-tulipanbed 2½ kilometer fra det kvarter, jeg boede i på det tidspunkt.
En panserbasse stod og lyste mig lige ned i fjæset med sin lygte og spurgte, hvem jeg var, og hvad jeg lavede dér. Dét øjeblik huserer på min personlige top tre over mest mundlamme glimt i mit liv.
Og dette var bare for at nævne et par udvalgte incidents...
Sku’ der endelig findes nogen som helst i det her land, som aldrig nogensinde har lavet noget bemærkelsesværdigt dumt, så har vi vel i det mindste alle moralsk forfald af standardtypen på lager, ing?
Altså spritkørsel på CYKEL er jo sådan set OGSÅ forbudt, mine damer og herrer...!
Og når Hans Engell kan ryge i det politiske sving for at køre bilen ind i en betonklods (som jo alligevel ikke mærkede noget) – hvad ku’ man så ikke sige om alle de fulderter til cyklister, som jo ustandseligt kører ind i diverse levende væsener...?
I ser min pointe? - Jeg foreslår, at vi bare lukker Folketinget med det samme...
**) Min egen statistik tæller foreløbig både en flyvende rotte (læs: en af Kbh’s affalds-duer) og en fuldfed, lav hund af typen ”min hovedform skyldes, at jeg engang gik lige ind i en dør, der viste sig at være lukket".
Keld og Bob
Kender I det dér med replikker, man for længst er holdt op med at sige, fordi de har et indhold? Man siger det bare, fordi det er en hyggelig vane sammen med bestemte mennesker.
Da jeg kom hjem fra uni i dag og - ikke så overraskende - hang med hovedet, hilste Roomie mig med en vending, jeg næsten havde glemt, at vi brugte, når nogen ser lidt slukørede eller trætte ud:
"Heeey - se lige op, Bob!"
Og hold kæft, hvor var det dejligt trygt bare at ku' slå hovedet fra og svare:
"Hva' mæ' dig selv, Keld!"
Somme tider er det rigtig rart, at der bare er lidt, der er, som det plejer.
Og nu tager jeg så ind til Brillenørden...
