Når man opdager et fremmed mini-menneske i sit hjem
Kan det komme bag på nogen? Min kæreste er gået fra mig for få dage siden, komplet ud af det blå. Og som om dét ikke er slemt nok, er jeg så nærmest skruk for allerførste gang... Life’s a bitch.
Jeg er kendt for min uovertrufne evne til at gøre alting her i livet i den omvendte rækkefølge af alle andre:
Da ingen andre jævnaldrende havde rigtige kærester i teenageårene, var jeg vildt meget en kærestepige. På den kedelige måde... Da alle de andre så begyndte at flytte sammen med deres kærester og samle på studenterstel fra Ikea og købe fælles brugte møbler til deres lejede 2½ værelses, var jeg så til gengæld single.
Da jeg kom på uni, begyndte jeg på det studium, som jeg troede, var det helt rigtige. Var det så bare overhovedet ikke, vel? Så jeg lavede det om til mit ”bifag” (havde trods alt brugt noget SU, jo), og på den måde læste jeg så mit bifag først og muntrer mig nu på hovedfaget, mens andre ska’ til at ta’ bifag... Og sådan er der tusind andre små og store ting. (Faktisk spiser jeg også tit håndmadder med pålægget nedad...)
Overordnet set er det her omvendtheds-noget ikke noget, jeg elsker. Men sådan bliver det altså åbenbart, når man er mig og ikke ejer overblik eller planlægningssans...
I morges vågnede jeg så meget, meget tidligt og lå og mærkede, hvordan de tårer, jeg hele dagen i går havde holdt tilbage, stille løb ned ad kinderne. Jeg havde drømt om Brillenørden og nogle af alle de mange gode øjeblikke, vi havde sammen. Om nærheden. Var tung i hele kroppen af ked-af-det-hed og savnede Roomie, som havde sagt noget om, at han vist ville overnatte hos hende vores tangolærer.
Samlede mig sammen, tog morgenkåbe og sutfutter på og dappede ud i køkkenet. Tændte for radioen. Satte kaffe over. I ved, sådan på ”hvis jeg foregiver, at alt stadig er det samme, og hvis jeg gør alle de dér dagligdags ting, jeg plejer at gøre, så er alt stadig det samme”-måden.
Det virkede bare ikke helt, for de dér tårer blev sgu ved med at løbe.
Så var det, at jeg pludselig fik en fornemmelse af ikke at være alene. Nogen lurede på mig. Troede et øjeblik, at jeg nu for real stod med det ene ben på Sct. Hans. Men så drejede jeg hovedet, og mit hjerte præsterede et eller andet psykotisk Crazy-Daisy-ecstasy-beat.
”Hvad græder du for?”
I døråbningen stod en lille, mørkhåret størrelse, som jeg bedømte til at være fem-seks år. Til trods for ligefremheden holdt hun sig alligevel tilbage for at træde helt ind i køkkenet og stod halvvejs i skjul bag den ene dørkarm, som fem små fingre holdt fast i. Hun var i lyserød natdragt og matchende miniaturefutter, der faktisk lignede mine lidt.
Jeg stirrede vist riiimelig meget og blev pludselig helt vågen. Hendes næsten sorte øjne skævede genert tilbage. Kort sagt: Hold kæft, hvor var hun kær! Men hvad dylan lavede hun lige i min lejlighed??
”Øhm... Jeg græder, fordi min kæreste ikke vil være kæreste med mig mere”, svarede jeg. Er I klar over, hvor surrealistisk, det virkede at sige den slags til sådan en lille størrelse? Var ret svært ikke at begynde at hulke for alvor dér, da jeg hørte mig selv sige den fuldstændigt banale sandhed højt.
”Ka’ du så ikke bare være kæreste med en anden?”, ville damen vide.
De bliver sgu da også løsningsorienterede tidligere og tidligere nu om dage!
Jeg svarede ikke, men fik i stedet vristet ud af hende, at hun hed Rose, og at Roomie havde taget hende med over i aftes, ”fordi min mor er syg. Hun brækker sig heeele tiden.”
Rose brækkede sig ikke spor. Hun var tværtimod sulten, erklærede hun. Så da en meget søvndrukken udgave af ellers så a-menneskede Roomie lidt senere viste sig i døren iført sit bedste morgenhår og en laset t-shirt, havde jeg parkeret tøsen ved spisebordet, mens jeg stod og fandt brød, juice og ymer frem.
Roomie gav sig til at forklare og undskylde. Han troede, den lille havde vækket mig. Og det her havde altså slet ikke været planen, men Tangodiva var blevet syg i løbet af i går, og hun havde spurgt, om han ikke ku’ ta’ Rose, så ungen ikke blev smittet og...
Jeg afbrød ham. Sagde til ham, det ikke gjorde spor. Ganske vist var jeg selvfølgelig blevet lidt forskrækket over pludselig at ha’ små mennesker i min lejlighed. Men det var jo helt fint og i øvrigt rigtig godt, han var her, særligt i dag. Og sku’ vi nu ikke bare se at få noget morgenmad? Jeg tror, det var mit tonefald, der fik ham til at spørge, om jeg var okay. Men gad ikke snakke om det. Bare rart, han var dér.
Så sad vi og spiste, og jeg kom med et par små drillekommentarer om Roomie som reservefar. Han fortalte lidt om sin nye kæreste og så glad ud gennem trætheden. Og jeg glemte næsten at være ked af det, fordi der nu pludselig sad et minimenneske over for mig og charmede det bedste, hendes dansemor åbenbart har lært hende. Roses smil var ubetaleligt – især på grund af den ene manglende fortand.
Da der på et tidspunkt havde været stille lidt, og man kun ku’ høre Radio 100FM’s morgenknævren, kom det fra hende:
”Ska’ I så være kærester?”
Roomie havde nær fået sin juice galt i halsen.
”[Roomies rigtige navn] er jo kæreste med din mor, Rose”, svarede jeg smilende. ”Man ka’ jo ikke ha’ flere kærester, vel?”
Barnet så lidt forlegen ud, kiggede ned i tallerkenen og bed sig i læben.
”Nåh nej”. Hun fnisede.
Roomie ville så vide, om Rose mon selv havde en kæreste ovre i børnehaven.
”Nahaaj”, kom det prompte. ”Det gider jeg da ikke.”
Clever girl!
Jeg har så i øvrigt ikke planer om at nævne for Roomie, hvad jeg tænkte sekunder inden Roses spørgsmål: At det egentlig var mystisk, jeg ikke før har følt det så ”familiært”, når vi har siddet og spist morgenmad sammen, som jeg gjorde i morges. Selv om jeg ikke har dén slags følelser for ham, så skete der bare et eller andet i mit hoved, da der sad et barn med ved bordet. Det lignede noget, som det helt sikkert ikke var. Men det lignede altså meget...
Ved ikke helt, om jeg skal være bitter over Guds ”humor”. Måske var det her hans måde lige at understrege, hvad jeg er gået glip af, nu hvor Brillen er skredet? Al den samhørighed og nærhed, som på længere sigt ka’ medføre små mennesker fulde af store sandheder. Men egentlig blev jeg bare blød om hjertet og en lille smule oplivet.
Om så Roses mor sku’ vise sig at være en sæk, så ka’ jeg næsten godt forstå, hvis Roomie alligevel vil kæresterere med hende, alene på grund af hendes datter. Små, lyserøde dimser som Rose er da lidt et mirakel. Er de ikke?
Jeg er sikker på at du kommer helt ovenpå igen, med eller uden småfolk :o).
29. mar 2008 17:04Hvor sødt. Fortalte barnet undervejs i idyllen om, hvorfor hun har fået revet den ene tand ud?
29. mar 2008 17:16
29. mar 2008 17:38Sikke et fint, lille lyserødt pragteksemplar af en klog pige ;-) Og jeg tænkte det samme da jeg læste det: Lyder som en sød lille familie der sidder og hygger sig ved morgenbordet og snakker om børnehave osv. At det så er en anden tangodames datter og Roomie er optaget og ikke kæreste-potentiale osv osv er bare små detaljer!
Det skal tids nok blive virkelig med den lille familie ;-)
hehe troede lige der gik noget Abby psykotrip i den med at tale med sit indre barn der...
29. mar 2008 17:52for fanden, vi to skal ud og drikke noget Yelge, og få indsigt i sjælen. Længe siden jeg har gjort det. ville være morsomt at opleve dig og din yelge oplevelse... har dog ikke turdet siden min egen Faust oplevelse... oh well..
ellers, sød historie :)
Kender godt det der selv med små mennesker.
Når jeg besøger min ven og mine gudbørn nyder jeg altid deres selskab (holder af de børn som var de mine egne), og må da indrømme når jeg tager væk så sidder jeg altid med den der følelse... ja tomhed... også selvom jeg er ung... og også godt ved bleskift og alt det måske ville være en tand for agressivt lige nu.
hmm... kommer lige til at tænke på den familie jeg godt ku tænke mig ha... med den kvinde jeg gerne vill ha dem med :)
nå det en helt anden historie.
@Morfar:
29. mar 2008 20:31Ja, før eller siden sker det jo nok...
@Anna:
Øøøøh... Gik bare ud fra, hun vel er begyndt at tabe sine mælketænder, sådan som børn nu gør i den alder. Har du aldrig selv haft besøg af tandfeen? I så fald er du da gået glip af noget! :-)
@MiaMia:
Var jo også bare en strøtanke. Og når alt kommer til alt, er jeg jo sleeet ikke klar til rigtig familie lige nu! ;-) Men for fanden, det var en sød, lille morgen med en sød, lille unge!
@MD:
"Selv om du er ung"? Tror nu ikke, jeg er ret meget ældre end dig... ;-)
Hvad angår Yelge: Du kender min holdning til stoffer. Og ikke mindst til folk, der bruger dem. Og joooo, Yelge ER at betragte som et sådant. Slut, prut, marinade!
Og ja, det ER netop en helt anden historie. Mon ikke den snarere hører hjemme i hr. Digterens kommende bog...? :-P
Jo, jeg kender tandfeen ret godt, og jeg studsede bare over det, fordi børn ikke taber deres tænder før de er lidt ældre.
29. mar 2008 20:44Kærester, kærester, kærester... Jeg lever på mit 23. år (snart 24.), og har endnu ikke haft en. Det er jeg egentligt ret glad for, for selvom det sikkert kan være godt, medbringer det alligevel også smerte i slutningen, når det går galt.
29. mar 2008 20:46Og så er alle de gode ting man har oplevet med personen, vel ret irrelevant.
Mm. det var en hot tøs, så kan man altid trøste sig med at man fik hende kneppet (Men så igen - jeg er aseksuel! - Dagens overflødige oplysning.) - hvis man da gjorde.
Men det burde jeg vel ikke vide noget om, alt det der, når at jeg ikke har prøvet at have en.
Malenfant - Der kun læser og kommenterer, fordi han ikke lige kan finde nogle tøser at skrive til på datingsiderne. Maximal lol.
'Hvis kærlighed er en illusion, så til helvedet med virkeligheden.'
- Til helvedet med virkeligheden. :)
@Anna:
29. mar 2008 20:55Øj, der fik du da lige gjort mig helt bekymret for, hvad den lille ku' ha' været ude for. Men slog det lige op, og det lader nu heldigvis til at være ret almindeligt, at børn får "rokketænder" (dejligt nostalgi-ord) og ind imellem taber dem i den alder.
Se fx her: http://www.fleregladesmil.dk/default.asp?id=58&mnu=6
Men ku' da godt lige være, jeg sku' sikre mig, at Roomie virkelig ER så god en reservefar, som han lignede i morges... ;-)
@Malenfant:
"Og så er alle de gode ting man har oplevet med personen, vel ret irrelevant."
Nej da! Så pessimistisk bliver jeg aldrig! Lige nu gør det selvfølgelig nas. Men som man siger "den tid, der er godt givet ud kommer ikke dårligt tilbage". Og sådan ser jeg da forhåbentlig også på det i forhold til Brillenørdens og mit forhold senere...
NÆGTER at blive så bitter, at jeg aldrig igen kaster mig ud i ting, som kan risikere at gå galt. Det er der jo så meget, der kan...
P.s. Ja, det var også mit indtryk, at det er sådan, du bruger Blogland... ;-P
@Manic Monday
29. mar 2008 21:04Du har ret... Det var faktisk ret overilet af mig at skrive det med irrelevant. Jeg har også haft... ven - kammerater! (som jeg nu synes er dumme svin), men den gode tid med dem, betyder faktisk meget, så hvorfor skulle det ikke være sådan med kærester? Men så kommer der jo savn, og det gør det hele værre.
Der er nogle good-looknig tøser på denne side, har dog aldrig prøvet på at score nogle af dem! Men jeg tog gladeligt dig eller CityGirl til hver en tid! ;D Selvom jeg ikke har set jer! Btw. min mobil er ikke på omstilling! CALL ME!
555-koldbøttefabrikken - Spørg efter ham i gummicellen!
Du ved, når jeg hører folk herinde omtale siden som 'Blogland,' føler jeg at de ser denne site som en helligt sted, et pust fra den hårde dagligdag, og komme ind og skrive positive indlæg og kommentarer. Og KUN mene der skal være glade indlæg. Så jeg føler mig lidt udenfor, når jeg disker op med mine indlæg der for det meste består af brok, had og afsky til denne verden og befolkingen. Og at jeg misbruger siden. Lol. Og her er jeg faktisk seriøs. Sjælendt syn, nyd det mens du kan. :)
Men for at svare på dit spørgsmål... Jeg bruger denne side som psykolog hjælp, det hjælper at skrive alt mit brokkeri til denne verden ned. Hahaha!
@SlemmeBarnet:
29. mar 2008 21:37Har også selv haft venner, som det er gået i kludder med. Hvem har ikke det? Jeg kan da ærgre mig i visse tilfælde, men ligefrem "hade" dem eller tænke, de er "dumme svin"... Dét, synes jeg, er voldsomt. Der er jo også altid - mindst - to sider af den slags.
"Du ved, når jeg hører folk herinde omtale siden som 'Blogland,' føler jeg at de ser denne site som en helligt sted, et pust fra den hårde dagligdag, og komme ind og skrive positive indlæg og kommentarer. Og KUN mene der skal være glade indlæg."
For mig er Blogland en helt neutral betegnelse for "samling af sider med kommentarer på nettet". Man kan bruge sin blog, som man vil, og det synes jeg da også, folk gør. Nogle whiner, ynker, raser, græder. Andre laver fis og ballade. Osv. Selv bruger jeg både min side som flugt, tidsfordriv og "tænke højt" sted.
Mente bare, at jeg ikke var overrasket over, at du kunne finde på at skrive i et kommentarspor som erstatning for dating... ;-)
Og à pro pos det, så ved jeg ikke med CityGirl, men mig er der hvert fald ingen, der "tager" lige foreløbig...
MM;
30. mar 2008 08:17først hvad fanden laver jeg så tidligt oppe.....? burde efter alkohol, optræden og en taxa hjem sent i sengenesland ikke være lovligt være så tidligt oppe.
skriver et indlæg om Yelge på min blog snart. bliver nød til at få dig til at indse det ikke er som stoffer..... (eller...... måske lidt men det en anden snak)
og ang. min kommende bog... jo... det er ret patetisk måske... hvad skal vi kalde hende... Art girl måske. Synes Art girl fylder rimelig meget allerede i det tidlige udkast :)
Malenefant skrev:
30. mar 2008 12:23"Der er nogle good-looknig tøser på denne side, har dog aldrig prøvet på at score nogle af dem!"
Det kunne være, at det ville hjælpe lidt, hvis du lod være være at lave lyse Amager striber i håret.
....det er lidt ligesom når MM får opstød, fordi hun har drukket for mange bajere på værtshuset :-)
30. mar 2008 12:27@Malenfant
30. mar 2008 13:11Men jeg kender det fra mig selv. Jeg blev af mine ex-venner opfordret til at afblege mit hår og groede det langt bagtil. Derefter tog jeg ud i Amagercenteret (som muligvis har nogle af landets ypperste tøjforretninger, bla. en ny en der hedder Deres). Jeg satte mig op i Centercafeen for at se nogle kendisser og dér ser jeg hende pludselig. En stor, dejlig Amagerpige med de ultremoderne Buffalostøvler og hennafarvet hår. Jeg faldt pladask for hende. Især sa hun sagde, at hun eleksde franske hotdogs og Rødovre Ishockeyklub. Nu skal vi have barn. Hun skal hedde Denise. Denise Rasmussen. Så op med humøret, Malenfant, der er noget til os alle.
MM:
30. mar 2008 17:56Lige før jeg vågnede i morges (*host* læs: henover middag), drømte jeg, hvordan du oplevede dette rendez-vous med den lille mini-dame. Det var ret hyggeligt, og i hvert fald rigtigt hyggeligt at læse din skildring af det, selvom det stikker dig lidt i hjertet, at det ikke lige er inden for rækkevidde pt. med sådan en lille Manic-familie.
Hvor bliver det trist ikke at læse dine Roomie-anekdoter længere... men jeg håber søreme, at hende tandlægebaben er lige så sød og interessant - der hviler et stort pres på hende fra læsernes side, kan jeg nærmest konkludere ;-)
@MD:
30. mar 2008 18:39Jamen, godmorgen med tilbagevirkende kraft da... er vist, hvad der er at sige til det. ;-)
@David:
Mon ikke du sku' ta' og skrue ned for charmen? Du risikerer jo, at det halve Blogland falder for dig på den her måde...
@Tine:
Tak for en rigtig sød kommentar. :-) Hm... Er det ikke også tidligere sket, at noget fra mit liv har sneget sig ind i dine drømme, eller var det ikke dig?
Roomies flyttekasser begynder så småt at brede sig i lejligheden, faktisk. Det føles meget mærkeligt. Men tror (håber!) nu ikke, at anekdoterne forsvinder, bare fordi han flytter. Jeg vil gerne blive ved at se rigtig meget til ham. :-) Men glæder mig på den anden side også meget til, at Tandlægen (som vist nu ikke slipper af med det alias igen ;-)) rykker ind. Tror, vi får det rigtig fint. Og så må vi jo se, om hun ikke ka' levere nogle historier også... Ellers er der faktisk også godt stof fra det receptionistjob, jeg har haft ved siden af studiet dette semester...
@David:
30. mar 2008 19:19... Og nu fandt jeg så de formuleringer, jeg ledte efter...
Helt fint, at du prikker lidt til mig her og dér i Blogland. Det ka' såmænd næsten være underholdende - bli' endelig ved. Jeg ka' også godt selv li' at køre en både konfronterende og drillende stil. Jeg mener dog, at man måske liiiige bør sondere terrænet, før man drøner ind fra venstre og kaster sig over udvalgte kommentatorer, som du fx præsterer i denne tråd.
Ergo: De dér satiriseringer over andre kommentatorer på min blog vil jeg gerne ha' mig frabedt. Det her er mit hus, og mine gæster behandler man ordentligt - til nød lærer man dem i hvert fald lige lidt bedre at kende, før man starter en boksekamp.
Jeg anbefaler alt i alt, at du enten holder dig ovre på de politblogs, du ynder. Dér er polemik og provokation for provokationens skyld jo i høj grad værdsat. Eller at du genåbner din egen blog, hvor du så ka' sætte dagsordenen og standarden.
Skøn historie :-) Er selv mega-skruk og kender godt det der lille stik, der kommer, når man indser, der går et stykke tid, før man selv kan få en lille familie. Har aldrig troet på det biologiske ur, før jeg selv har oplevet det.. Tænk at æggestokke kan skrige så højt! I øvrigt; håber du holder muffen ovenvande, omstændighederne taget i betragtning.
30. mar 2008 19:36Måske et kort indblik i hvad der er i vente, fremfor hvad der kunne have været? Med glimrende castet stand in´s.... ;-)
30. mar 2008 22:00Afløser af og til på et hold for små størrelser. Har ikke været der længe, men møder igår een af dem på vej ud sammen med sin far. Jeg hilser på faren, og sekundet efter får min navle det længste knus af den lille størrelser. Hvorefter hun uden at mægle et ord bare går efter sin far.
Små størrelser er kloge.....
/Vincent
@Nina:
30. mar 2008 22:02Takker, frøken! :-)
Sagen er dog, at jeg jo netop IKKE er skruk eller... I hvert fald ikke sådan til daglig. Har faktisk aldrig rigtigt oplevet den følelse før, selv om fætre og kusiner og sådan da har småfolk, og der ellers har været muligheder nok for at blive fristet. Vel derfor det kom sådan bag på mig. Men fuck, hun var nuser, hende Rose!
For resten: Nu var vi jo begge på vognen med DTU-brillenørder og sådan, så jeg tænkte... Når du nu får kæreste på igen, fortæller du så ikke lige lidt om det/ham, så jeg ved, hvad der venter mig næste gang... ;-)
Oven vande: Så vidt muligt - men går da og hænger lidt med snuden, må jeg indrømme... :-/
Det skal drikkes væk.
30. mar 2008 22:09@Morfar:
30. mar 2008 22:14Er du nu også begyndt at skrive standardkommentarer på blogs? Har du også et computerprogram til at generere dem automatisk?
Mon ikke det er på tide med enten ferie eller bare søvn så?
@Vincent:
30. mar 2008 22:23Hov! Overså dig! Sorry!
"Måske et kort indblik i hvad der er i vente, fremfor hvad der kunne have været? Med glimrende castet stand in´s.... ;-)"
Hæhæ - nja... Jeg synes, det krøb liiiige langt nok ind under huden på mig, må jeg sige... ;-)
Og æææj, dit lille billede dér... Bliver altså helt blød. Er da bare helt hormonelt håbløs lige p.t. åbenbart... ;-)
Vincent:
30. mar 2008 23:18Åååårh, det fik selv mig, der ellers overvejer at anskaffe mig et haglgevær pga. en lille lorteunge ovre fra naboopgangen, til at mærke en lille vibration dybt inde, hvor der muligvis sidder nogle æggestokke, der ellers keder sig bravt...
Det var altså bare for sødt det der!
Jeg lover at holde dig opdateret, når jeg får en kæreste igen, måske vi kører i samme kæreste-cyklus ;-) Men suk, selvom jeg turbodater pt, er der ingen i farvandet.. Enten for ringe udvalg eller også er jeg blevet for kræsen (yeah right!).
31. mar 2008 08:45Synes da, at det lyder yderst besynderligt, at en mor sender sit barn hjem til en halvfremmed mand og sove. Jeg mener, SÅ meget kan hun vel heller ikke smitte, og medmindre de bor i en lille et-værelses lejlighed, er der vel næppe nogen risiko.
31. mar 2008 08:54Jeg prøver lige på at forestille mig, som mor, hvordan sådan en ordning kan komme i stand, og kan bare ikke forstå det. Ja, jeg har aldrig nogensinde hørt om, og ville aldrig selv, sende mit barn væk om natten på den måde. Tænker, at barnet må være hundeangst for, at mor er alvorligt syg. Jeg håber virkelig at den hér historie er fake.
>> david
31. mar 2008 12:30hahaha..
så har du ikke været i rødovre centrum. det er ENDNU værre!
Manic: slap lidt af, tror ikke, det var ondt ment
/KT
@Nina:
31. mar 2008 15:49Takker - vil jeg se frem til. :-) Og husk, kræsenhed er slet ikke noget dårligt... ;-)
@Læser:
Ingen fake her. Og heller ingen grund til at være urolig eller til at dømme Roses mor. :-) Roomie er ikke så "halvfremmed", at det gør noget, selv om jeg indrømmer, det måske ka' lyde sådan, alene på baggrund af min blog. :-) Roses mor og han har ganske vist kun været noget, der ligner kærester, i ganske kort tid, men har efterhånden været ret fortrolige nogen tid, så vidt jeg forstår. Der var tale om en nødsituation. Så Roomie hjalp da selvfølgelig - og var glad over tillidserklæringen i det, ved jeg.
P.s. Bæ og bræk smitter faktisk ret forskrækkeligt, også EFTER at den syge selv føler sig rask (fx var både Roomie og jeg jo syge tidligere på året), så jeg forstår nu godt moderen, der nok ikke har råd at forsømme sit "rigtige" arbejde (altså ved siden af dansen).
@Katja:
Ondt ment eller ej, så fandt jeg tonen temmelig upassende.
@MM
3. apr 2008 22:48Skift mini-menneske ud med egen produktion og Roomie med bidragsyder, så er den lige i skabet ;-)
@AT.....(he, he....@AT :o))
Man skal ikke blive fanatisk.....Overboens møg-unger spreder ikke just glæde omkring deres hjem......
/Vincent
@Vincent:
4. apr 2008 06:44Ja, det var lissom det, der slog mig - og som føltes ret mærkeligt. For der mangler altså liiiiige noget på følelsespaletten, hvis dét sku' hænde...
P.s. Herligt, at jeg ikke er den eneste i foretagendet, der ka' synes, at (!) "@ AT" er enormt skægt. :-) Troede ellers, at ni timers søvn tog det værste. Apparently not...
Tis i en kop!
14. aug 2008 21:48