Totalt til grin Eller: Om The Hot Soup Laughter
Nok riiimelig meget en... hm... udfordring for Tandlægen (min nye bofælle) at bo sammen med mig. Jeg har ikke just været nogen fest at gå op og ned ad. Faktisk har jeg ikke engang været en halvnærig reception i den offentlige sektor. Men dét må man sgu gi’ hende odontologen: Hun hører til dem, der tager verden ovenfra og ned, tror jeg. Og verden indebærer så altså også lige MM-mukkeri for tiden.
Faktisk har jeg Tandlægen mistænkt for at være en af de dér seje koner, jeg gerne selv ville være. I ved godt, de dér kvinder, der bager boller uden at blive husmoderagtige, og som en søndag middag står i vand til livet og fisker ude i en sø uden at blive drengede eller nørdede. (Ja, jeg véd så faktisk ikke, om hun fisker, men hun lapper selv sin cykel og har engang boet burka-alene i Tehran. Dét er vel også sådan lidt lystfiskeragtigt. Det er i hvert fald sejt).
Well. Så selvfølgelig slår det hende ikke ud, at hendes nye room-mate åbenbart er en bitter, gammel kælling i en ung piges krop. Meeeen alligevel mente hun, at nu måtte jeg se at rykke...
”Jeg ved godt, vi ikke er like this, bare fordi vi har boet sammen et par uger”, sagde hun i går middag og flettede pege- og langefinger sammen, ”men jeg har altså fundet et arrangement, som jeg synes, du sku’ ta’ med til. Du trænger til det.”
Og jeg var totalt underskudsagtig og skeptisk. Ku’ ikke lade være med træt at spørge, om det ikke mest var hende, der trængte til det. (Her svarede hun smilende, at jo, måske trængte hun en lillebitte smule til, at jeg gjorde det, så jeg ku’ hænge lidt mindre med næbet. Okay, fair nok. Dén bad jeg selv om.).
Jeg panikkede lidt. Har aldrig været god til overraskelser. Hverken til selv at overraske andre. (Vil helst bare afsløre min fede idé over for folk med det samme og bliver tit pisseflov, når jeg ikke kan finde ud af at holde det for mig selv). Men især er jeg ikke god til, når andre på den måde varsler overraskelser.
Ku’ hun ikke afsløre bare lidt om, hvad det var, hun ville udsætte mig for? Hvis det var noget med en bold, gad jeg altså ikke. Og heller ikke noget, hvor jeg sku’ være klog eller tænksom. (Uni er rigelig udfordring for mig for tiden, og jeg skyder og hænger personligt den første, der siger ordet ’pensum’ – for slet ikke at tale om ’eksamen’...)
Hun svarede, at jeg bare skulle stole på hende, og at nu måtte jeg altså lige se at komme ind i kampen.
Nu er det dér med tillid ikke min stærke side for tiden. Men jeg syntes nærmest, jeg skyldte hende at prøve, når nu hun var så sød at bekymre sig om mig...
Om aftenen drønede vi så ind til centrum. Mig på lænestol med to hjul aka konecykel og hun naturligvis på strømlinet racer. Og jeg nåede på vejen at overveje cirka tusind scenarier for, hvad en tandlæge med fut i numsen mon ku’ tænkes at ville udsætte mig for...
- En aften med armensk folkedans (men er der virkelig nogen mennesker, der kan se ud til at behøve det? – I så fald tvivlede jeg trods alt på, jeg kunne være ét af dem).
- Et foredrag om menneskehedens udvikling fra de første amøbestadier til i dag (med en konklusion om, at allernyeste forskning havde vist, at mænd og kvinders udvikling på en eller anden sær måde pludselig er begyndt at forløbe bekymrende separat; faktisk er mænd begyndt at udvikle sig tilbage imod neanderthalere, mens kvinder bliver mere og mere såkaldt ”civiliserede. Og snart ka’ de ikke formere sig, fordi de er så langt fra hinanden).
- Eller hvad med et kursus i ulækrere fransk madlavning med grillerede dræbersnegle og garniture af årstidens mudder?
Starten lovede ikke for godt: Vi ankom til sådan nogle grimme kommunale lokaler, der nærmest var mere kommunale, end de var lokaler. Jeg prøvede at spotte et skilt eller andre former for spor af hvilke sære mennesker, der havde reserveret stedet her hver tirsdag aften. Men niks. Tandlægen sørgede omhyggeligt for, jeg ikke havde en chance for at se og dermed få kontrol over situationen.
Et kvarters tid senere stod vi sammen med en flok på cirka femten andre mennesker i alderen omkring fyrre op til hvad jeg vil skyde på var halvfjerds inde i lokalet. Det lignede mest af alt et klasseværelse på en hvilken som helst dansk folkeskole, bortset fra at der ingen borde var.
Her begyndte jeg for alvor at tænke, at det havde været dumt af mig at sætte min lid til en komplet fremmed, som Tandlægen jo i realiteten er.
Men så skete der pludselig noget. Et par kvinder af typen ”midaldrende folkeskolelærere – vi går i bare tæer og sundhedssandaler fra 1. april til 1. oktober uanset vejret” kom over og bød smilende velkommen på ”hvor er det dejligt at se nogle nye unge mennesker her i gruppen”-måden. Det var tydeligt, at de alle sammen kendte hinanden godt. For de småsludrede og virkede afslappede.
Så fik jeg endelig et cue om, hvad dylen det var, Tandlægen havde lokket mig ud i, da den ene af kvinderne, som i øvrigt var meget, meget høj og havde nogle weirde, pyjamasagtige bukser på, sagde: ”Jamen, velkommen til. Det bliver sjovt at grine med jer!”
Grine? Sku’ vi optræde??
Så dukkede ham, der vist var deres formand op og bød lige så hjerteligt velkommen ”ikke mindst til de nye”.
Og så startede underholdningen ellers. Og nu brænder I sammen. De kaldte det latteryoga. Jamen, det hedder det sgu!
Og først tænkte jeg, at det her knasme ville blive noget af det mest pinlige og mindst morsomme, jeg nogensinde havde været med til. Men dét må jeg gi’ Tandlægen:
I den næste times tid glemte jeg næsten at tænke på Brillenørden, på ensomheden under den kolde dyne om aftenen, på alle de små ting, vi havde sammen, på kælenavnene, på hans dejlige hænder og øjne, på... Ikke mindst glemte jeg næsten vreden.
Når en 15-20 halvgamle mennesker omkring én med den største selvfølgelighed går rundt mellem hinanden og giver håndtryk til alle i gruppen og på kommando slår en kæmpe latter op for hvert håndtryk, mens de ser hinanden lige ind i øjnene. Ja, så bliver man simpelthen nødt til at grine.
Det så så fucking dumt ud – og føltes lige sådan! Og i begyndelsen blev jeg godt nok ret akavet over fx at blive grinet lige ind i hovedet af midaldrende mand, der mest af alt lignede en kioskejer. Rimelig naturstridigt med grinende kioskejere, ing? Men det fede var jo, at her måtte jeg gerne grine igen. Det forventedes faktisk, at jeg skraldgrinede tilbage. Og det gjorde jeg så.
Først var det hele noget krampagtigt, vil jeg gerne indrømme. Men efter at ha’ været igennem øvelser som fx The hot soup Laughter og Whole world Laughing kom det helt ad sig selv. Og til sidst kunne jeg slet ikke lade være med at grine På én og samme tid var det jo fuldstændigt idiotisk at stå dér i gammelt, nedslidt klasseværelse-rum og monsterbuldre ad ingenting med folk, jeg ikke kendte. Samtidig var det bare som om, at da jeg først var begyndt at grine, så blev det hele virkelig enormt sjovt dér i ”klasseværelset”.
Ham lederen forklarede noget om, at kroppen er ligeglad med, om der virkelig er noget at grine ad. Når bare man bruger lattermusklerne, begynder det menneskelige legeme automatisk at smide endorfiner rundt i kroppen. Dét er sgu da genialt!
Og jo tak, da vi drønede hjemover forbi Søerne i den kølige aprilluft, var jeg nærmest helt høj og ku’ slet ikke tørre smilet af fjæset.
Selvfølgelig er jeg stadig ked af det. Jeg kommer mange, mange nætter fremover til at tænke på, at han stadig burde ligge ved siden af mig. På at jeg ikke forstår noget som helst af, hvorfor han pludselig blev så bange og ikke turde mere – han, der ellers planlagde en fremtid med mig, så det var mig, der blev helt panisk.
Selvfølgelig vil jeg stadig flere gange om dagen tænke, at jeg har giga meget lyst til at ringe til ham og spørge, om vi ikke bare skal prøve igen. Jeg vil stadig ha’ ondt af mig selv, når jeg ser andre være glade på par-måden. Men lige dér... Jeg var så glad. Og jeg bliver stadig glad ved tanken.
Tak, tak, tak til Tandlægen for at minde mig om, at det stadig kan lade sig gøre. Trods alt...
Hvor er det bare supercool af ortodonten! Det lyder helt vildt fedt og lige hvad du (og en helvedes masse andre) havde brug for.
16. apr 2008 14:54Sejt manner!
Ja altså, det er da en supercool Tandlæge, dér - omend jeg selv ville reagere lige præcis som dig, hvis det var noget kommunalt, noget 40/+, noget sundhedssandal-agtigt... sidst jeg kastede mig ud i sådan et stunt, endte det med en eller anden afart af en seminar om det danske sprog... åh Gud, aldrig igen. Folk var i gennemsnit 90 år gamle. Men latter, det lyder ikke så dårligt. Er ikke særlig god til grin på kommando, men det var du vist heller ikke - indtil efter!
16. apr 2008 16:28PS. Føler med dig.. åh hvor skrække-skrækkeligt med sådan en følelse. Virkelig. Er en ringe trøst, men du KOMMER over det engang.
Jeg var også engang til noget tam tam med tidligere arbejde, hvor vi sad 800 mennesker i en af B&Ws gamle byggedokke og grinede derudaf. Virkelig mærkeligt og virkelig virksomt!
16. apr 2008 17:20hahaha... det lyder sgu godt nok sjovt... og kikset på samme tid. Gid der var nogen, der tog mig med til noget så vanvittigt...
16. apr 2008 18:54Sidste sommer var der et polterabendarrangement eller lignende i en af haverne i nærheden af vores sommerhus, og det var SÅ sjovt (og underligt!) at høre de der pludselige og yderst forskellige grin på kommando... Folk i omegnen, der ikke før havde hørt om latterkurser, må have troet, der var tale om en galeanstalt på udflugt.
16. apr 2008 19:20Når jeg virkelig har brug for at grine drikker jeg en flaske vodka og lægger mig i min jacuzzi imens jeg tænker på at Hella Djuuf siger at hun ikke er neger.
16. apr 2008 21:41@Henriette:
17. apr 2008 19:21Nemlig! Har virkelig også fået respekt for hende efter det - hun er sgu en sej cigar! (Og ja, hvis du undrer dig: Er blevet ret vild med at sige 'cigar' på det sidste). :-)
@Mebbe:
Hahaha! Hvad er der nu galt med seminarer om det danske sprog? (Man er vel kommunikations-himstregims...). Men okay, der er vel en grund til, at der findes sprogforskere, der bittert taler om "madpakkemøder". Bare lige sådan for at understrege, at det ikke engang er værd at møde op pga bespisningen til deres kollegers seminarer. Tror dog egentlig, jeg ku' få et okay grin ud af det. ;-)
@Taka:
800?? Jeeez! Tror da mindst, jeg ville DØ af grin, hvis jeg hørte så mange sidde og skraldre på én gang... Herligt! :-)
@Livssnyderen:
Ja! Er der noget bedre end kiksetheder? Sku' da lige være at ku' deltage i dem selv... ;-)
P.s. Der er "fyraftenslatter" hver tirsdag mellem 17 og 18 og plads til alle, så...
@Leas Tine (heeeey, du tog navnet til dig! :-)) :
"Folk i omegnen, der ikke før havde hørt om latterkurser, må have troet, der var tale om en galeanstalt på udflugt."
*Griner* (igen - mon det bare bliver siddende i kroppen, sådan noget latteryoga??) Fedt indre billede, du fik videregivet dér!
Hvad angår forskellige måder at grine på, så tjek lige det fuldstændigt afsindige link, som Vincent smed herinde forleden. Jeg LOVER, du skvatter sammen af grin...
http://youtube.com/watch?v=VhblcxvmyW8
@Morfar:
Æhm... Hella Vuf sku' tvinges til at sluge noget meget skarpt. Hvad sker der lige for det dér Album-pis? Nuuuiiij, det var dårligt!
P.s. Jeg troede, det var biler og ikke jacuzzi'er, mænd brugte som potensforlængere...
Har kun kortvarig oplevelse med latter-kursus i forbindelse med firma-arrangement. Muligt det var for kort, men min bedste beskrivelse er forsat, at udskifte "kursus" med "ligt" :-/
19. apr 2008 18:48Måske jeg bare er immun, så herligt det virkede for dig :-)
/Vincent
PS. Hvad er det kvindelige modstykke til mænds potensforlænger?
@Vincent:
20. apr 2008 19:33Normalt er jeg vist meget nem at få til at grine. Har ellers hørt, at kvinder ikke må være nemme. Så en overgang prøvede jeg at bide tænderne sammen, når noget var sjovt. Gik ikke så godt. Jeg sad bare og spruttede helt vildt indeklemt i stedet.
Alt i alt: Måske er det kun for mig og alle de andre nemme, at latteryoga virker?
P.s. Bryster? :-)
21. apr 2008 01:13PPS. Dooh!